Slørvinge: insekter der kun trives i rent vand

Insekter – ikke edderkopper

Slørvinge tilhører ordenen Plecoptera. Det er insekter – seks ben, to par vinger, lange antenner. Intet til fælles med edderkopper eller mider. Forvirringen opstår på grund af de voksnes udseende: mørk, flad krop, vinger foldet langs ryggen med tæt åregang, og lange cerci i bagkroppens ende.

Navnet Plecoptera betyder bogstaveligt “flettede vinger” – fra de græske ord plekein (“at flette”) og pteryx (“vinge”). Det henviser til den komplekse åregang på de to par gennemsigtige, hindelignende vinger. Nogle arter er helt vingeløse.

Frem til 2018 er der beskrevet 3.718 arter. Slørvinge findes på alle kontinenter undtagen Antarktis. I Danmark er der registreret cirka 25 arter.

Kroppens opbygning

En voksen slørvinge er et diskret dyr. Gråbrun farve, blød bagkrop, vinger foldet fladt ovenpå den. Størrelsen varierer fra nogle få millimeter til tre centimeter afhængigt af arten.

Vigtigste anatomiske træk:

• to lange cerci (halevedhæng) i bagkroppens ende
• lange, flerledede antenner
• store facetøjne og to til tre punktøjne
• kraftige ben, hvert endt med to kløer

For- og bagvinger er hindelignende. Foldede dækker de delvist bagkroppen og rækker ud over dens ende. De voksne har tyggende munddele – en primitiv karakter sammenlignet med mange andre insektordener.

Livscyklus: tre stadier

Slørvinge gennemgår en ufuldstændig forvandling – uden pupastadie.

1. Æg. Hunnen lægger æg direkte i vandet – enten ved at slippe æggepakken under flugten eller ved at gå ned i vandet. En hun producerer op til tusind æg.
2. Nymfe. Det akvatiske stadie. Her tilbringes hovedparten af livet – fra nogle måneder til tre år afhængigt af arten. Nymferne skifter hud fra 12 til 36 gange, inden de kravler op på land og bliver voksne.
3. Imago. Voksne lever i én til fire uger. Hos de fleste arter æder de voksne næsten ikke og dør kort efter parringen.

Overgangen fra nymfe til imago sker på bredden: nymfen kravler op af vandet på en sten eller en gren og skifter hud for sidste gang. Det tomme eksoskelet ses ofte på breddestene.

Nymfernes føde

I de tidlige stadier er nymferne planteædere eller detritivore – de spiser alger, blade og forrådnende organisk materiale. I de senere stadier skifter mange arter til allespisende eller rovdrift og sluger andre vandlevende hvirvelløse dyr.

Kosten afhænger af tilhørsforholdet til undergruppen. Arter fra Euholognatha er overvejende planteædere og detritivore. Systellognatha er primært rovdyr. Undtagelser findes i begge tilfælde.

Ved at spise store stykker detritus bidrager nymferne til omfordeling af næringsstoffer i vandløbet. Rovdyrarter øger artsrigdommen blandt makrohvirvelløse ved at æde tovingernes larver.

Indikatorer for rent vand

Dette er slørvingenes centrale rolle i økologien. Nymferne kræver iltmættet, koldt og uforurenet vand. Finder man dem i en å – er det et pålideligt signal om vandkvaliteten.

Alle slørvinge-arter er intolerante over for vandforurening. Tilstedeværelsen af deres nymfer i et vandløb angiver normalt god eller fremragende vandkvalitet.

I bioovervågning bruges EPT-indekset – tre ordener der er mest følsomme over for forurening: Ephemeroptera (døgnfluer), Plecoptera (slørvinge) og Trichoptera (vårfluer). Deres tilstedeværelse indikerer et lavt forureningsniveau.

Hvad tilstedeværelsen af slørvinge i et vandløb betyder:

• vandet er iltmættet
• ingen væsentlig organisk forurening
• temperaturen er inden for det normale interval for koldtvandsarter
• bundsubstrater (sten, grus) er ikke tilslammet

Slørvinge er blandt de første insekter, der forsvinder fra akvatiske systemer ved selv beskedne stigninger i næringsstofniveau, forringelse af levesteder eller ændringer i vandets temperaturforhold.

Parring: kommunikation via vibration

Hvordan finder hannen hunnen? Slørvinge bruger trommesignaler.

Hanner tiltrækker hunnerne med vibrationer – ved at tromme med bagkroppen mod overfladen af en sten eller en gren. Hunnerne svarer på samme måde. Parringen sker på jorden eller på vegetation. Dernæst lægger hunnerne æg på vandoverfladen – de synker ned til åbunden.

Denne kommunikationsform – substratvibrationer – er velundersøgt hos Plecoptera og er en af de mest primitive former for akustisk kommunikation hos insekter. De forskellige arters signaler adskiller sig i rytme og frekvens.

Slørvinge i Danmark: 25 arter, forskellige vandløb

Blandt de danske arter finder vi Taeniopteryx nebulosa (almindelig tågeslørvinge), Perlodes microcephalus (stor kulslørvinge), Leuctra digitata, Nemoura avicularis og andre. Nogle arter er tilknyttet hurtigtstrømmende bække i Jylland, andre forekommer på øerne.

Ikke alle 25 arter er lige udbredte. Store rovdyrarter kræver stenbund med stærk strøm – sådanne betingelser er sjældne i Danmark. Mindre detritivore former fra Nemoura og Leuctra er mere udbredte og forekommer også i langsommere vandløb.

Voksne individer ses ved bredden fra tidlig forår til efterår – hver art i sit eget tidsvindue. Om vinteren viser nogle små arter sig på isen: den mørke krop mod sne gør dem synlige selv i januar.