Insektsiden

Hvad er insekter?

v/Palle Jørum

Entomologi betyder læren om insekter som udgør en del af leddyrene.

Leddyrene (Arthropoda) er dyrerigets mest artsrige gruppe. Flere end 80% af alle kendte dyrearter er leddyr. Deres krop er sammensat af led og ofte opdelt i tydelige afsnit. Leddyrenes hud (kutikula) er en hård og stiv, der danner et ydre skelet. På grund af dette stive panser kan leddyrene kun vokse ved at de regelmæssigt skifter hud.

Leddyrene kan groft opdeles i 4 hovedgrupper:
  • Krebsdyr (har antenner, aldrig vinger, og som regel mindst 10 ben)
  • Skolopendre og tusindben (antenner, mange ben, aldrig vinger)
  • Spindlere (ingen antenner, 8 ben, og aldrig vinger)
  • Insekter (har antenner, ofte vinger, og aldrig mere end 6 ben)
I dansk entomologi har vi traditionelt beskæftiget os med såvel insekter som spindlere.

Insekter (klassen Insecta) er en enormt forskelligartet gruppe. De kendes normalt på, at de har 6 ben på forkroppen, og sammensatte øjne (facetøjne. Desuden har de antenner (følehorn), der dog kan være meget korte og svære at se. Kroppen kan være tydeligt opdelt som hos gedehamse, eller gå ud i ét som hos f.eks. græshopper og sommerfuglelarver. Et typisk voksent insekt har 2 eller 4 vinger, som dog kan være omdannede til et skjold som hos f.eks. biller. Bagkroppen er uden egentlige ben, men hos f.eks. ørentviste findes et par vedhæng (cerci), og springhaler (collemboler) er udstyret med en springgaffel.

Spindlerne (klassen Arachnida) omfatter bl.a. edderkopper, mejere, mider, mosskorpioner og skorpioner. Kun de 4 første grupper findes i Danmark.


Foto © Jan F. Rasmussen
Edderkopperne (Araneae) er tydeligt opdelt i bag- og forkrop. Har 6 eller 8 øjne. Munddelene er 2-delte, med et kraftigt grundled og en spids giftkrog. Forkroppen har 4 par ben. På bagkropsspidsen sidder et antal spindevorter, der producerer edderkoppernes karakteristiske silketråde.

Mejerne (Opiliones) ligner edderkopper, men forkroppen og bagkroppen er ikke adskilt ved en indsnøring, men danner én sammenhængende, næsten kugleformet krop. Benene er ekstremt lange og brækker let af.

Mider (Acarina) ligner meget små mejere, men har kortere ben. Skovflåt er en typisk mide.

Mosskorpionerne (Pseudoscorpiones) er ganske små spindlere, hvis munddele er omdannet til klosakse. De har ingen hale, og men flere arter har giftkirtler i klosaksene.


Foto © Mogens Holmen